Begrebet stress anvendes på flere forskellige måder. Selve ordet stress er afledt af det latinske stringere, der betyder at snøre sammen. Termen stress anvendtes oprindeligt i teknologisk sammenhæng om en belastning, der f.eks. får en bro til at bryde sammen.

I psykologisk litteratur er stressbegrebet især baseret på Lazarus & Folkmans definition: »Stress defineres som et særligt forhold mellem personen og omgivelserne, som opfattes som en belastning af personen, eller som overstiger hans eller hendes ressourcer og truer hans eller hendes velbefindende«. Her er altså tale om en interaktion mellem omgivelser og individ, samtidig med at den belastning, der indgår

i definitionen, har en sådan størrelse, at den har konsekvenser for individets velbefindende. Lignende definitioner anvendes også hyppigt inden for f.eks. biologisk stressforskning.

I medicinsk sammenhæng defineres stress imidlertid som en tilstand i organismen forårsaget af fysiologiske og psykologiske reaktioner på en belastning. Fysiologisk er tilstanden karakteriseret af aktivering af det sympatiske nervesystem og immunsystemet samt energimobilisering, idet stofskiftet forskydes i katabol retning. Disse reaktioner gearer organismen til at yde sit optimale. Symptommæssigt er længerevarende stress karakteriseret af en række forskellige uspecifikke symptomer, hvoraf søvnløshed, anspændthed og ulyst er de mest karakteristiske.

I dag anvendes begrebet stress således om en effekt/en reaktion på en belastning. Årsagen til denne begrebsforvirring skal findes hos Hans Selye, der som den første beskrev stress i medicinsk sammenhæng. Han betegnede belastningen som strain og effekten som stress. Nu anvendes termen stressor om belastningen uanset størrelsen heraf.

EN STRESSMODEL

Stress er altså ikke en sygdom, men personens reaktion på en belastning. Om belastningen får helbredsmæssige konsekvenser, afhænger af mange faktorer, der indbyrdes påvirker hinanden:

1. Belastningens styrke og varighed.
2. Hvorledes belastningen opleves og vurderes.
3. Personlige og miljøbestemte resurser hos den belastede person, herunder genetiske forhold og miljøbestemt sårbarhed.
4. Hvorledes belastningen håndteres (coping).
5. Hvilken grad af fysiologiske reaktioner og symptomer belastningen medfører.

Belastningen – stressoren – kan være fysisk, kemisk, biologisk eller psykisk. De tre førstnævnte, der ikke behandles kognitivt initialt, kan f.eks. være traumer, infektion, kulde, varme og støj. Psykiske belastninger kan være: 1) kvantitative som f.eks. store arbejdsmængder, 2) kognitive som f.eks. krav om at huske meget eller 3) emotionelle som f.eks. oplevelse af katastrofer, dødsfald, mobning mv.

Oplevelsen af belastningen og vurderingen af dens »farlighed« afhænger som nævnt af personlige og miljøbestemte resurser. Vurdering af belastningens karakter er også afgørende for, hvorledes håndteringen gribes an og den deraf følgende stresstilstand.

Personlige resurser i form af arv, køn, alder og personlighed har endvidere betydning for, hvorledes vi fysiologisk reagerer på belastninger.

Alderen spiller en rolle af to grunde. Dels fordi det fysiologiske beredskab nedsættes med alderen. Dels fordi erfaringsgrundlaget øges med alderen, og oplevelse af belastningens »farlighed« netop påvirkes af tidligere indhøstede erfaringer fra lignende belastninger.